Jeg har størstedelen af mit arbejdsliv beskæftiget mig med at fortælle historier. Historier om både det gode og det dårlige i livet. I mit arbejde som journalist har jeg været meget bevidst om, at jeg med valg af vinkel bestemmer, hvordan historien former sig, og hvilke stemmer der kommer til orde. Sådan er det faktisk også med din egen historie – den har du nemlig, og du er i høj grad selv med til at skrive den.
De historier du fortæller om dig selv er vigtige, fordi de kan fastholde dig i en uhensigtsmæssig måde at se dig selv på, og den verden der omgiver dig.
Lad mig give dig et eksempel fra mit eget liv. Jeg er vokset op i en familie, der har været ramt af alvorlig og længerevarende sygdom hos begge mine forældre. Det betød, at vi ikke kom på samme ferier, som mine klassekammerater gjorde. At der ikke var meget overskud i hverdagen, og at jeg ikke var et sorgløst barn så længe, som jeg kunne have ønsket mig.
De vilkår jeg og min familie fik givet, krævede noget andet af mig end de fleste af mine venner. Hvad det har betydet for mig og hvilken historie, jeg fortæller mig selv om min opvækst, er ikke givet på forhånd. Der er selvfølgelig ting som er fakta; hvad der skete, hvornår og hvordan. Men den værdi og betydning jeg tillægger mine omstændigheder – og dermed den historie jeg fortæller om det – er op til mig.
Én måde jeg kunne fortælle min historie er, at det var synd for mig, at livet gav mig de kort. At jeg har mistet noget fordi, der ikke var de samme ressourcer og muligheder i min familie som i andres. At jeg mistede mine barndoms- og ungdomsår på uretfærdig vis, og at livet har lært mig altid at være forberedt på, at katastrofen indtræffer.
Men sådan tænker jeg ikke. For det er ikke min historie – jeg har valgt en anden fortælling. Min historie fokuserer på de gaver, min opvækst har givet mig. Den har givet mig en visdom på livet, som mange ikke oplever, før de er langt oppe i årene. Jeg har fået en styrke til at komme igennem de sværeste tider, og jeg har evnen til at tale med mennesker om de ting, som er svære at få sagt højt, for jeg har gjort det med mine forældre igennem hele mit liv. Jeg ville ikke selv vælge de svære oplevelser til, men de har har gjort mig til den, jeg er i dag. Det er jeg taknemmelig for.
Hvordan kan du selv arbejde med dine historier?
En helt konkret øvelse er at se på, hvordan den hæmmende version af din historie lyder og så derefter se på, hvordan en støttende version kunne lyde. Du vil opleve, at du ved at skifte fokus kan se muligheder og styrker, du ikke kunne se før.
Den ene historie ikke nødvendigvis mere sand end den anden, og det er heller ikke det vigtigste. Det handler ikke om at gøre livet lyserødt. Det handler om, at når vi tillægger vores historie en anden værdi og ser gaven i vores oplevelser, så vil den støtte dig, give dig mulighed for udvikling og sætte dig fri. Og husk du er ikke din historie.
Hvis du har fået lyst til at gå på opdagelse i dine egne historier, men synes det er svært at gøre arbejdet alene, så kan jeg støtte og hjælpe dig. Læs mere om Louise Kjær Coaching her.