Har du nogensinde spekuleret på, hvordan du kan forvandle den rutinemæssige feedback til en kraftfuld motor for udvikling af alles kompetencer og faglighed? I dagens moderne arbejdsmiljø er feedback nemlig ikke blot en proces til at justere og korrigere. Det kan så meget mere. Den sidste udfordring i denne omgang af Feedback Challenge er derfor aktivt at integrere feedback på specifikke områder, så det kan bruges til at fastholde og udvikle både færdigheder og præstationer.
Det lyder jo rigtigt godt, og hvem ønsker ikke, at den tid, vi bruger på feedback, fører til bedre resultater. Men hvordan kommer vi fra de gode intentioner om at give feedback til reel handling? Hvordan gør vi det til et strategisk redskab til faglig udvikling? Svaret ligger i at arbejde målrettet med feedback ved at skabe struktur, klarhed og engagement omkring det.
Lad os se på nogle konkrete forslag til, hvordan du kan gribe det an, hvis du ønsker at gøre feedback til din vigtigste allierede til målrettet faglig udvikling.
Lav et feedbackkatalog
Start med at udvikle et feedbackkatalog. Identificer nøgleområder, hvor udvikling og fastholdelse af kompetencer er afgørende.
Lav meget gerne kataloget og prioriter områderne sammen med dit team, så der skabes medejerskab. Ved at inddrage alle parter i udarbejdelsen af kataloget, skaber I en fælles forståelse og forpligtelse til både proces og udviklingen.
Vælg fokusområde og periode
Vælg et specifikt punkt fra feedbackkataloget og sæt fokus på at øge feedbacken på dette område i en afgrænset periode – typisk to uger til en måned. Hvis perioden strækker sig over længere tid end en måned, vil jeg anbefale, at I vælger to eller tre punkter fra jeres katalog.
Dette intensive fokus tillader dybdegående forbedring og skaber opmærksomhed omkring de vigtigste områder for udvikling.
Når perioden er gået, går I videre til at have fokus på næste punkt på listen.
Lav en struktur
For at gøre feedbacken effektiv og sikre sig, at det ikke bare bliver ved de gode intentioner, er det vigtigt at skabe klare strukturer og rammer omkring den. Dette kan fx opnås ved at integrere feedback som et fast punkt på dagsordenen til møder.
Tænk gerne over, hvor på dagsordenen du placerer feedbacken, da det sender et signal om, hvor højt det prioriteres – og viser vi ikke med vores handlinger, at feedback er vigtigt, er der stor risiko for at det løber ud i sandet.
Uanset hvilken struktur, du laver, vil jeg anbefale, at du involverer teamet i beslutningen og hører deres input for at sikre, at det passer ind i deres dagligdag.
Lav en tydelig forventningsafstemning
Inden du sætter gang i arbejdet med det første punkt i feedbackkataloget, bør du afstemme forventningerne med resten af teamet. Tydelig kommunikation om, hvorfor I gør det, hvem der forventes at gøre hvad og hvordan er afgørende.
Del også hvor længe I skal arbejde med dette område og, hvordan I sammen evaluerer, om det har ført til den ønskede udvikling og fastholdelse af kompetencer.
Udfordringen: Sæt gang i målrettet feedback
Da dette er en længere proces, er min udfordring til dig, at du inden, du går på juleferie sætter gang i ovenstående proces. Hav en ambition om at være klar til at gå i gang med første punkt i feedbackkataloget som noget af det første i det nye år.
Har du brug for lidt mere inspiration, kan du med fordel benytte de redskaber, du øvede i Feedback Challenge #1 og Feedback Challenge #3.
Rigtig god fornøjelse med det!
Dette var den sidste Feedback Challenge i denne omgang. Tak for at du har læst med og forhåbentligt fået inspiration til at integrere feedback mere i din hverdag.
Hvis der er specifikke ting om feedback, du gerne vil lære mere om, er du meget velkommen til at skrive til mig. Så kan det meget vel være, at der kommer flere Feedback Challenges i det nye år.
Var du ikke med fra starten af Feedback Challenge, kan du læse de fire tidligere challenges her:
Feedback Challenge #1 – Feedback i plenum
Feedback Challenge #2 – Giv feedback løbende
Feedback Challenge #3 – Hold et godt feedbackmøde
Feedback Challenge #4 – Bed selv om feedback
Ønsker du støtte til skabe en god samtale- og feedbackkultur, der bygger tillid og skaber udvikling i dit team, kan du læse mere om mine workshops her. Du er også altid velkommen til at kontakte mig på telefon eller mail.
0 kommentarer