fbpx

Hvad driver dig – frygt eller kærlighed?

Frygt eller kærlighed

Skrevet af Louise Kjær

15. februar 2020

Størstedelen af dine beslutninger er drevet af enten frygt eller kærlighed. Er du ikke bevidst om det, så er der stor risiko for, at frygt vil være det, der oftest driver dig. Frygten er nemlig kodet ind i os fra naturens side – den er der for at beskytte os. Derfor kan det måske virke ulogisk og en smule provokerende, at bede dig tage livtag med frygten som drivkraft, men går du rundt med en følelse af mellemtilfredshed eller at være lidt ’off’, så kan løsningen faktisk ligge i at stille dig selv spørgsmålet – hvorfor gør jeg det her? Er det af frygt eller af kærlighed?

Jeg stillede mig selv det spørgsmål for første gang for to år siden. Jeg skulle beslutte, om jeg ville rejse væk i min ferie eller blive hjemme i Danmark. Jeg gik længe og overvejede, hvad jeg skulle gøre. Ikke fordi jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg gerne ville rejse, men fordi ingen af mine veninder kunne tage med, så det ville blive min første ferie alene.
Da jeg opdagede, at det eneste der holdt mig tilbage fra at tage af sted, var angsten for at blive ensom, tog jeg en beslutning. Jeg ville ikke lade frygt styre mit valg, så jeg lod kærligheden drive mig, bestilte ferien og tog afsted.

Et naturligt forsvar

Frygt og angst er forsvarsmekanismer som din hjerne sætter i værk for at beskytte dig mod at opleve smerte. Det er ganske smart set fra et overlevelsessynspunkt, men lader du dine valg styres af frygt, kan du ende med at såre dig selv langt mere end det, du ubevidst forsøger at beskytte dig mod. Du kan få følelsen af, at du ikke opnår det, du virkelig drømmer om, og at hverdagen er alt for grå. Derfor er det vigtigt at blive bevidst om, hvad der driver dig til at handle, som du gør.

Det her gælder ikke kun de store valg, du aktivt træffer. Det er lige så gældende i alle de små beslutninger, du mere eller mindre ubevidst tager i løbet af dagen.

– Tager du konflikten med en kollega på arbejdet fordi du er bange for, at de ellers vil se ned på dig. Eller går du ind i konflikten for at gør dine grænser klare, da det er det kærlige valg overfor dig selv.
– Sender du beskeder til kæresten, når han eller hun er i byen med sine venner, fordi du frygter, at du ikke er i deres tanker. Eller sender du beskeder, fordi du savner din kæreste og glæder dig til at se ham eller hende igen.

Bliv bevidst om drivkraften

Det er årsagen til, hvorfor vi gør, som vi gør, der er det vigtige at være bevidst om. Som med alt andet, der har med mennesker at gøre, er vi forskellige, og der er ikke noget, der er universelt rigtigt eller forkert. Hvad én gør af frygt, kan en anden gøre af kærlighed. Du kan vælge at rejse ud i verden, fordi du har lyst til eventyr, mens din ven kan tage den præcis samme rejse for at flygte fra livet derhjemme.
Det er altså ikke selve beslutningen eller handlingen, det handler om, men hvad der ligger til grund for den.

Lær din frygt at kende

For mig endte min første solorejse med, at jeg udover en fantastisk ferie fik to nye og meget nære venskaber. Venner jeg aldrig havde fået, hvis jeg havde ladet frygten styre mig. Så jeg kan kun opfordre dig til at være nysgerrig på, hvorfor du handler, som du gør.

#1 Spørg dig selv, når du står overfor et valg: ”Hvad
skal jeg gøre, hvis jeg vil gøre det af kærlighed og ikke af frygt?”

#2 Tag et kig på dit liv og det du bruger din tid på. Hvad er det drevet af – kærlighed eller frygt?
Det handler ikke om, at du skal være frygtløs i alt, hvad du gør, men måske vil du opdage, at du har fyldt ting ind i dit liv, der primært handler om frygt og ikke er noget, du reelt ønsker.

#3 I samme omgang kan du se på om, der er ting i dit liv, der er drevet af frygt, men hvor du faktisk kan vende det til, at gøre det af kærlighed.
Hvis du for eksempel løber tre gange om ugen fordi, du er bange for at tage på i vægt, så kan du arbejde med dine tanker omkring det. Det kunne for eksempel i stedet handle om, at du gerne vil være god ved dig selv, og at du bliver i bedre humør, når du kommer ud i naturen et par gange om ugen.

#4 Finder du ud af, at mange af dine valg træffes på baggrund af frygt, så fortvivl ikke. Når du får identificeret din frygt, og hvad der ligger bag den, så kan du forholde dig til den, den vil miste noget af sin magt, og du har fået et valg om at handle anderledes.

Var temaet interessant for dig, og har du selv en konkret udfordring, så læs mere om mulighederne for trivselscoaching her.

Følg mig på facebook her og få nye blogindlæg direkte i dit feed.

Måske vil du også kunne lide…

Feedback Challenge #2

Feedback Challenge #2

Forestil dig, at en professionel fodboldtræner ikke gav sine spillere feedback løbende, men kun en gang hver tredje...

Sådan kan du forebygge stress

Sådan kan du forebygge stress

Hvordan vi kan forebygge stress, er et spørgsmål, der ikke får den opmærksomhed, det fortjener. Hverken i vores...

Share This